VALGPROGRAM 2025
Lokallisten ønsker – sammen med dig – at skabe fundamentet for det gode liv i Jammerbugt Kommune. Vi står for medborgerskab, ordentlighed, nærhed, synlig politik, rummelighed, tillid og kvalitet. Vores kandidater er uafhængige af landspolitiske partier og kan derfor tage stilling fra sag til sag – altid med udgangspunkt i, hvad der er bedst for borgerne i Jammerbugt. Vi vil arbejde målrettet med erhvervsudvikling og bosætning for at styrke kommunens økonomi og skabe et solidt fundament for fremtidens velfærd. Øget tilflytning og stærkere erhvervsliv giver bedre muligheder for at levere den bedst mulige service til alle borgere – uanset alder og bopæl i kommunen. For os handler demokrati om åbenhed, gennemsigtighed og medbestemmelse. Derfor ønsker vi en ny politisk kultur, hvor borgerne involveres aktivt før beslutninger træffes – ikke blot bagefter. Vi er kun ansvarlige over for én ting: Borgerne i Jammerbugt Kommune.
Lokallistens mål er at styrke lokaldemokratiet og skabe et mere levende fællesskab mellem borgere og kommune. Vi ønsker: • Mere åbenhed og bedre information om de politiske beslutningsprocesser.
• Flere åbne møder og let tilgængelige referater.
• Reel borgerinddragelse – før, under og efter sagsbehandling, hvor det er muligt.
• At borgerne skal høres, inden beslutningerne bliver truffet.
Vi tror på, at bedre samarbejde og stærkere relationer mellem borgere og kommune vil føre til bedre og mere bæredygtige beslutninger. Ved at åbne dørene til det politiske arbejde og gøre det lettere at blive hørt, håber vi at engagere flere i den lokale debat og styrke borgernes følelse af ejerskab og indflydelse.
Jammerbugt Kommune har de seneste godt 4 år oplevet en markant tilbagegang i befolkningstallet i alderen 0-64 år på 2,7%. Det bekymrer os.
Lokallisten ønsker at vende udviklingen og gøre det attraktivt og meningsfuldt at bosætte sig i Jammerbugt Kommune. Flere borgere og skatteydere giver et stærkere økonomisk grundlag og mulighed for bedre velfærd og service til alle.
Vi ser en styrket erhvervs- og beskæftigelsespolitik som en afgørende forudsætning for at tiltrække og fastholde borgere. Det skal være let at leve, arbejde og trives i kommunen – uanset om man vælger at bosætte sig i en af hovedbyerne eller i et mindre lokalsamfund.
Lokallisten arbejder for, at Jammerbugt igen bliver en attraktiv bosætningskommune med et bredt udbud af boligtyper. Særligt fokus rettes mod behovet for flere lejeboliger – både for unge, familier og ældre.
Vores pejlemærker:
• Flere og mere varierede boligtilbud i både by og land.
• Styrkelse af landområder og nærdemokrati – velfærd og service skal være tæt på borgerne.
• Decentral børnepasning, velfungerende lokale skoler og aktiv landdistriktspolitik.
• Støtte til seniorbofællesskaber, der kombinerer tryghed og fællesskab – vi foreslår, at kommunen undersøger behovet for dette i de fire hovedbyer samt i Blokhus/Hune, Nørhalne og Slettestrand/Tranum.
• Lighed i opmærksomhed og udvikling mellem hovedbyer og opland.
• Tilgængelige byggegrunde, udbudt af både kommunen og private.
• Styrket forenings- og handelsliv i Aabybro, Pandrup, Brovst og Fjerritslev, så de fortsat er dynamiske centerbyer.
Lokallisten mener også, at store vindmøller på land, solcelleparker, biogasanlæg, power to x anlæg i flere tilfælde udgør en hindring for bosætning. Som tilflytter til Jammerbugt Kommune skal man ikke frygte at få opført vindmøller i sit nærmiljø. Borgernes tryghed og landskabets værdi skal prioriteres højt.
Lokallisten vil føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik med borgernes behov og livskvalitet i centrum. Det er afgørende, at Jammerbugt Kommune udvikler sig til at være økonomisk selvbærende og bringer sine økonomiske nøgletal tættere på landsgennemsnittet.
Vi er særligt bekymrede over:
• Kommunens skatteindtægter, som ligger betydeligt under landsgennemsnittet.
• Den lave likviditet.
• Den høje låneoptagelse sammenlignet med andre kommuner. Disse udfordringer kan ikke løses med besparelser alene. Vi vil ø skatteindtægterne gennem en målrettet indsats for bosætning og erhvervsudvikling. Samtidig mener vi, at god kommunal service ikke kun handler om flere penge – men om bedre prioritering. Vores mål er at sikre, at hver enkelt borger og hvert lokalsamfund får mest muligt ud af de midler, vi har til rådighed.
Vi vil:
• Arbejde for en stærkere økonomisk balance og lavere afhængighed af lån.
• Øge indtægterne via tilflytning og erhvervsfremme – ikke via højere skatter.
• Prioritere kernevelfærden og sikre, at midlerne bruges, hvor de gør størst forskel.
• Have fokus på gennemsigtighed og effektivitet i den kommunale økonomi.
Lokallisten vil – i tæt samarbejde med erhvervslivet – være med til at skabe grundlaget for et sundt, dynamisk og bæredygtigt erhvervsliv i vækst. Det er afgørende, at Jammerbugt Kommune bliver opfattet som en aktiv medspiller, der både investere i eksisterende arbejdspladser og skaber nye. Vi vil sikre en målrettet og virksom erhvervspolitik, hvor både nye og etablerede virksomheder får gode vilkår. Det handler om at fjerne unødvendige barrierer, være fleksibel og tænke nyt, så kommunens erhvervsliv kan tilpasse sig fremtidens behov. God mobil- og internetdækning er en forudsætning for vækst – vi arbejder for, at hele Jammerbugt Kommune har adgang til stabilt net og mobilsignal. Iværksætteri er nøglen til nye arbejdspladser.
Vi vil derfor fremme både antallet og overlevelsesraten for iværksættere i kommunen.
For at forbedre kommunens erhvervsvenlighed vil vi:
• Forbedre infrastrukturen
• Forenkle og fremskynde sagsbehandling
• Sikre gennemsigtighed i beslutninger
• Lave en udbudspolitik, der fremmer lokale leverandører
Derudover skal samarbejdet mellem Jobcenter og erhvervsliv styrkes, så virksomheder får bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft – og borgere får lettere adgang til job.
• forbedret infrastruktur
• mindre bureaukrati i sagsbehandling
• åbenhed i beslutninger
• udnyttelse af overskydende el
• udbudspolitik med fokus på lokale leverandører
Desuden skal samarbejde mellem Jobcenter og erhvervsliv styrkes.
Lokallisten ønsker en aktiv og målrettet beskæftigelsespolitik, hvor alle borgere får de bedste forudsætninger for at blive en del af – eller fastholde kontakten til – arbejdsmarkedet.
Det kræver:
• Tidlig og målrettet uddannelsesvejledning, der matcher både de unges ønsker og erhvervslivets behov.
• Flere praktik- og lærepladser.
• Fokus på omskoling, opkvalificering og tæt kontakt med lokale virksomheder.
Den bedste beskæftigelsesindsats er en stærk erhvervspolitik. Flere arbejdspladser – både i by og land – skaber muligheder og tryghed for alle.
Jammerbugt er en af Danmarks smukkeste kommuner – og det ved mange heldigvis allerede. Turismen skaber arbejdspladser, liv og økonomisk udvikling, og Lokallisten ønsker en turisme, der er bæredygtig og balanceret – til gavn for både borgere og besøgende. Naturen er kommunens største aktiv, og den skal beskyttes og bevares.
Vi siger derfor klart:
• Nej til udbygning med sommerhuse og tekniske anlæg i særligt beskyttede naturområder.
• Ja til at reducere dispensationspraksis og i stedet tilpasse lokalplaner, så de stemmer overens med virkelighedens behov.
Vi vil samtidig:
• Vedligeholde cykel- og vandrestier
• Synliggøre lokale seværdigheder
• Indgå i samarbejde med andre kommuner og turismeaktører
• Inddrage borgerne aktivt i planlægningen af turismen
Lokallisten vil gøre Jammerbugt Kommune attraktiv for børnefamilier ved at tilbyde trygge rammer og valgmuligheder. Vi ønsker: • En bred vifte af pasningsformer, både offentlige og private
• Mulighed for hjemmepasning i op til 36 måneder
• Lige adgang til faglig støtte som fx ergoterapeuter og talepædagoger Vi vil bevare den decentrale skolestruktur, bl.a. gennem projektet "Liv i By og Skole". Fjerritslev Gymnasium skal bevares og udvikles som uddannelsescentrum i kommunen. En tidlig, omsorgsfuld indsats for børn og familier med særlige behov er afgørende. Vi kæmper for, at alle får den hjælp, de har ret til – i rette tid.
Et rigt kultur- og fritidsliv er en vigtig del af en attraktiv kommune. Lokallisten vil støtte op om: • Kulturinstitutioner, der skaber liv og tiltrækker både borgere og tilflyttere
• Frivillige kræfter, der er rygraden i foreningslivet
• Rådgivning og vejledning til lokale initiativer, så de har gode vilkår for at blomstre Vi vil desuden sikre:
• Gode lokaler og økonomisk støtte til foreninger
• Styrket friluftsliv og udeaktiviteter, så både borgere og turister kan bruge naturen aktivt
Lokallisten står for respekt, tryghed og omsorg i ældre- og handicapområdet.
Vi vil:
• Sikre kvalitetsfuld hjemmepleje og frie valg af plejehjem
• Nedbringe ventelister, så ingen venter over 8 uger
• Bygge til på plejecentre, hvor behovet er størst
• Bevare ældre- og handicapboliger i nærmiljøet
• Understøtte det nære sundhedsvæsen med hurtig hjælp og rehabilitering
Vi støtter friplejehjem, bedre dækning med praktiserende læger, og vi mener, at alle skal kunne få egen fast læge.
Vi prioriterer de "varme hænder" og vil arbejde for:
• Bedre personalenormering
• Bedre brug af pengene – mere velfærd for samme midler
Borgernes og medarbejdernes stemmer skal altid med i beslutningerne.
Lokallisten arbejder for en tryg, grøn og moderne infrastruktur.
Vi vil:
• Gøre skoleveje sikre, så flere børn kan cykle og gå
• Flere og bedre busforbindelse til hele kommunen.
• Arbejde for cykelstier, fx fra Havvejen til Kollerup Strand
• Forskønne byerne og rydde op i skæmmende bygninger
• Genbruge asfalt frem for lapning ved vejbelægninger
• Forbedre parkeringsforhold, så parkeringsbåse passer til moderne biler
• Udvide vinterberedskabet, så det dækker hele kommunen – også for hjemmeplejen
Vi vil desuden arbejde for:
• Opgradering af Aggersundbroen
• Bedre forbindelse til motorvejsnettet
• Øget trafiksikkerhed om natten – bl.a. med politiets indsats
• At alle borgere har mulighed for opkobling til fibernet inden 2026
Lokallisten vil sikre, at Jammerbugts unikke natur beskyttes, bevares og opleves – både af borgere og turister.
Vi ønsker:
• En evt. Naturnationalpark Tranum uden hegn, samme dyreværnslov for stat og borgere og med forsat skovdrift i plantager og skov.
• Mindre brug af fossile brændstoffer.
• Fokus på klimavenligt byggeri med fx tagsolceller.
• En balanceret udvikling i det åbne land, hvor natur, landbrug og borgere har plads.
• Vi skal have plads til både landbrug og natur.
Landbruget er en vigtig del af Jammerbugt – det er en del af vores kultur, vores erhverv og vores hverdag. Vi tror på at bæredygtighed og produktion kan gå hånd i hånd – at vi kan dyrke jorden med omtanke, beskytte vores vandløb, og samtidig skabe gode rammer for de mennesker, der lever af og med landbruget.
• Beskyttelse af drikkevandsområder
• Ja til havvindmøller – nej til landvindmøller.
• Nej til Solcelleparker, biogasanlæg, power to x og pyrolyse anlæg.
Vi mener at solceller skal placeres på bl.a. virksomheds tage hvor de er til mindst gene for borgerne.